Kunst & Kultur ophold – til SMK THY

KUNST & KULTUR OPHOLD

Fra kr. 825,- pr. person

 

Besøg SMK THYs nye udstilling ”Levende Landskaber” og nyd et ophold i Kulturlandsbyen Vestervig, i kanten af Nationalpark Thy og Vesterhavet.

Den første fulde sæson på SMK Thy åbner 28.03.2026. Med inspiration i museets placering midt i det THY’ske landskab får naturen med udstillingen ”Levende Landskaber” plads i udstillingsprogrammet. Forholdet mellem menneske og natur er et tema, som både har dybe rødder i kunsthistorien og er brændende aktuelt. Udstillingen giver indblik i, hvordan sameksistensen mellem menneske og natur kommer til udtryk gennem kunsthistorien fra europæisk barokkunst over dansk romantik til samtidskunst og viser, hvordan mennesker på tværs af tid, har forholdt sig til en levende omverden af frodigt korn, græssende køer, erotiske træer og stormende bølgebrus.

Et af hovedværkerne er J.F. Willumsen – En bjergbestigerske (1912)

    HER kan der læses mere om “Levende Landskaber” af Statens Museum for Kunst I Thy

Besøg SMK THY HER

 

Med opholdet venter en oplevelse med kunst i verdensklasse, lokal kultur i hyggelige landsbyrammer, Nationalpark og brusende Vesterhav.

Thinghuskroen og Hawkraft Kulturhotel i Vestervig har sammen skabt et unikt ”Kunst & Kultur-ophold” som emmer af lokal kultur, hygge, nærvær og tid til at opleve Thys egne vilde landskaber.

Vi har kombineret opholdet i de to kulturhistoriske bygninger fra 1850’erne, og man kan vælge at bo i kroens hyggelige værelser på 1.sal eller på kulturhotellets stemningsfyldte ”sengestuer” i det omdannede tidligere Vestervig Sygehus.

Aftensmad og morgenmad serveres i Thinghuskroens hyggelige restaurant, hvor der om aftenen dækkes op til en smagfuld 3-retters Vesterhavsmenu.

Morgenmaden serveres i tidsrummet fra kl. 8-10; så der er tid til en stille morgenstund.

På Thinghuskroen er der hyggelig fælles opholdstue, altan og køkken/alrum i forbindelse med værelserne på 1. sal og bar/krostue med billardbord og autentisk krostemning i stueetagen.

Læs mere om Thinghuskroen – HER

På Hawkraft Kulturhotel kan man inklusiv i opholdet brygge te og kaffe ad libitum i stedets 3 gæstekøkkener, slappe af i stedets 2 hyggelige stuer, nyde vin, øl og sodavand fra tillidsbaren eller få varmen i Saunabåden med kig til landskabet og Vestervig Kirke.

Læs mere om Hawkraft Kulturhotel – HER

Kroen og kulturhotellet ligger i gåafstand fra hinanden, og foretrækker man bilen har begge gode parkeringsforhold lige ved døren.

Opholdet tilbydes med overnatning i en eller to nætter og inkluderer entrebillet til SMK THY, overnatning i dobbeltværelse, 3-retters hjemmelavet Vesterhavsmenu og morgenmad med lækkerier.

 

KUNST & KULTUR – ophold 1

2 dage/1 overnatning

-1 x entrebillet til SMK THY

-1 x overnatning i dobbeltværelse

-1 x morgenmad

-1 x 3-retters ”Vesterhavsmenu”

Pris: 825 kr. pr. person (Prisen gælder for marts, april, maj og juni 2026)

Pris: 1050 kr. pr. person (Prisen gælder for juli, august september og oktober 2026)

 

KUNST & KULTUR – ophold 2

3 dage/2 overnatninger

-1 x entrebillet til SMK THY

-2 x overnatning i dobbeltværelse

-2 x morgenmad

-1 x 3-retters ”Vesterhavsmenu”

Pris: 1150 kr. pr. person (Prisen gælder for marts, april, maj og juni 2026)

Pris: 1450 kr. pr. person (Prisen gælder for juli, august september og oktober 2026)

 

Tillæg for enkeltværelse: 300 kr. pr. nat.

SMK THY holder lukket på mandage.

Der er ingen servering af Vesterhavsmenuen på søndag aftener, og ingen morgenbuffet på mandage morgener.

 

 

Årets Vesterhavsmenu

Forret

Cremet fiskesuppe med Limfjordsmuslinger, rejer og friske urter

smagt til med fløde og ingefær

Hovedret

Stegt hvid Vesterhavsfisk på spidskål

serveret med årstidens grøntsager, smørristede kapers, kartofler og let citron-crèmesauce

Dessert

Hjemmelavet valnøddeparfait – serveret med skovbærcoulis

 

 

Bestillling

Du kan bestille dit ophold ved enten at sende din forespørgsel til info@hawkraft.dk

Eller ringe til:

Lone & Brian – Thinghuskroen på 97941916

Dorte & Jan – Hawkraft kulturhotel på 81859300

De bedste kulturhistoriske hilsner fra os…