Den ene har hawkraften, den anden erfaringen med at skabe kurser og undervise, og tilsammen har de nu Kulturhøjskolen i Thy.
Dorte Handberg Gad fra Hawkraft Kulturhotel i Vestervig og Anja Christensen fra Holstebro, mangeårig underviser på højskoler, aftenskoler og andre steder på kurser i primært krop og bevægelse, som qigong og pilates, er gået sammen om at skabe et nyt højskoletilbud i Thy.
Hawkraft Kulturhotel i Vestervig, bliver base for kulturhøjskolen.
– Mange af vores gæster på kulturhotellet har ofte fortalt os, at vores sted og rammer minder dem om højskole og hjemlig hygge og vi derfor burde arrangere ophold af længere varighed. Det samme syntes Anja, da hun var på besøg hos os sammen med sin mand. De faldt pladask for stedet og for os, og så begyndte drømmen om en højskole at tage form. En højskole, som min mand, Jan, og jeg længe havde snakket om som en naturlig forlængelse af vores natur-, kunst- og kulturtilbud på Hawkraft, siger Dorte Handberg Gad.
Nu er Anja Christensen så blevet ansat som daglig leder, kursusskaber og underviser på Kulturhøjskolen i Thy.
– Imens tager jeg mig af det administrative og på sigt vil kombinere mit fuldtidsarbejde som arkitekt med at lave kurser med arkitektur og landskaber som omdrejningspunkt i mine ferier, siger Dorte Handberg Gad.
Kulturhøjskolen i Thy bliver et højskoletilbud med ugelange kurser, hvor temaer som kultur, kunst, arkitektur, kreativitet, maleri, tegning, natur, vandring samt krop og bevægelse med qigong, pilates, wellness og meget mere, går på tværs i mange af kulturhøjskolens ophold.
Det første kursus, kaldet Oktober Ro med undertitlen find ro og få fornyet energi med Qigong, finder sted i uge 43.
– Den stedbundne natur omkring Hawkraft med nationalpark, hav, fjord, hede og klit, inviterer til at blive brugt til bevægelse og forkælelse af krop og sjæl, men vi kombinerer også vores ophold med traditionel højskole med fællessang, fællesspisning, foredrag og andre klassiske elementer, hvor folk mødes i et fællesskab på tværs af køn og alder, siger Anja Christensen.
Både hun og Dorte Handberg Gad tror på, at det er i mødet mellem mennesker og med fælles oplevelser, nærvær og livslang læring, livet leves allerbedst, og at det er på og omkring Hawkraft på kanten af Vesterhavet og Nationalpark Thy, at kursisterne kan finde ny energi og livskraft.
– Så nu glæder vi os bare til at komme i gang og byde kursisterne velkommen til Vestervig og Kulturhøjskolen i Thy, siger begge.