Velkommen til Kulturhøjskolen i Thy på Hawkraft Kulturhotel
Kulturhøjskolen i Thy er nyeste skud på stammen til Hawkraft Kulturhotel og opstået i forlængelse af vores mange aktiviteter, events og workshops og på opfordring fra de mange skønne natur- og kulturinteresserede gæster vi har haft glæde af på Hawkraft Kulturhotel siden vores opstart i 2023.
Vi tilbyder fra efteråret 2026 nu spændende højskoleophold med temaer som kultur, kunst, arkitektur, kreativitet, maleri/tegning, natur, vandring, krop og bevægelse med qigong, pilates, wellness og meget mere. Temaerne går på tværs i mange af vores ophold og traditionelle højskoleelementer som fællessang og foredrag er en naturlig del af et højskoleophold hos os.
Glæden ved at have skabt rammer for oplevelser, fællesskab og møder på tværs af alder og kultur tager vi nu med os ind i et nyt kapitel med højskole-liv på Hawkraft. Vi tror på at det er i mødet mellem mennesker og med fælles oplevelser, nærvær og livslang læring livet leves allerbedst og at det er lige her på kanten til Vesterhavet og Nationalpark Thy du kan finde ny energi og livskraft.
Vi glæder os til at byde dig velkommen på Kulturhøjskolen i Thy.
Kurser
Her finder du alle vores kommende kurser.
Oktober Ro, Uge 43
Find ro og få fornyet energi med Qigong
5.495,00 kr.
Oktober Styrke, Uge 44
Pilates på land - og i vand
5.495,00 kr.
November Vandring, Uge 45
Vesterhav, klitter, hede og fjord
5.495,00 kr.
Værelser og faciliteter
Du kan sove på fødestuen og drikke kaffe i operationsrummet
På højskolen bor du i vores unikke kulturhistoriske rammer på Hawkraft Kulturhotel, hvor historie, natur og kultur smelter sammen i de stemningsfulde rammer af det tidligere sygehus i Vestervig. Her er en hjemlig, varm og uhøjtidelig stemning og højt til loftet på alle måder.
Alle værelser er unikke og navngivet efter deres oprindelige funktion.
Forplejning
Højskolekurset er inklusiv fuld forplejning med sund, lækker og nærende morgenmad, frokost, eftermiddagsfrugt eller kage og aftensmad. Te og kaffe er tilgængeligt hele dagen og aftenen og kan brygges af kursisterne selv efter lyst og behov.
