Læs mere

Nyt spillested i Sydthy

106003522.jpg

Bestyrelsesformand Ove Hegnhøj, tv, og daglig leder Mads Mølgaard Jensen, th, er glade for, at Jan Handberg og Hawkraft Kulturhotel er blevet en del af Spillestedet Thy. Foto: Lars Bo Nielsen

Livet her

Spillestedet Thy har fået en ny scene i Sydthy

Lars Bo Nielsen

13. maj 2024

THY: Som regionalt spillested, der årligt får et tilskud på en million kroner af stat og kommune, bestræber Spillestedet Thy sig på at favne alle spillesteder i kommunen for at bringe musikken ud, hvor publikum er.

De senere år har det dog knebet med spillesteder i Sydthy, men nu har en ny aktør og arrangør meldt sig på banen, nemlig Hawkraft Kulturhotel i Vestervig.

– Vi har en ambition om at være og blive kendt for musikalske oplevelser af høj kvalitet på Hawkraft Kulturhotel. Derfor indledte vi tidligt en dialog med Spillestedet Thy, siger indehaver af kulturhotellet, Jan Handberg.

Hos Spillestedet Thy så daglig leder, Mads Mølgaard Jensen, potentialet for det nye spillested som et sted, hvor publikum kan få store oplevelser i små og intime rammer. Musiksalen hos kulturhotellet har plads til mellem 30-60 publikummer.

– Spillestedet Thy har en forpligtigelse til at understøtte alle musikgenrer, både de etablerede, men også det smalle og mere nicheprægede. På det smalle og nicheprægede, er der ikke mange arrangører, der økonomisk tør binde an med den slags koncerter. Men her har vi fået en ny scene foræret af Jan Handberg, hvor vi i samarbejde har lavet et par testkoncerter, hvor Hawkraft har haft Spillestedet Thy i ryggen, også rent økonomisk. På den måde kan man sige, at vi har været med inde over som en slags fødselshjælper for musikalske oplevelser på Hawkraft. Og det er gået godt, for siden er Hawkraft begyndt at arrangere egne koncerter i eget navn samtidig med, at vi i regi af Spillestedet Thy og i samarbejde med kulturhotellet har planlagt tre koncerter til efteråret og flere er på vej, siger Mads Mølgaard Jensen.

Samarbejde

Spillestedet Thy er skabt på et samarbejde i det lokale musikalske miljø, der tæller 14 musiske og kulturelle foreninger i Thisted Kommune.

– Vi er meget bevidste om at leve op til vores navn og vores hensigt om at udbrede den levende musik i alle dens genrer til alle i Thy og på Hannæs. Derfor er vi glade for den mulighed, vi nu har fået med en ny scene i Vestervig i samarbejdet med Hawkraft Kulturhotel, siger Ove Hegnhøj, der er formand for bestyrelsen for Spillestedet Thy.

Spillestedet Thy har i øvrigt tradition for at optage alle aktive foreninger i bestyrelsen. Senest er venneforeningen for kulturhotellet kommet med i bestyrelsen og bliver repræsenteret af Jan Handberg gennem rollen som daglig leder.

– Jeg ser frem til samarbejdet i bestyrelsen. Det er med til at skabe en fælles forståelse for hinanden og gøre det nemmere at løfte ting sammen, siger Jan Handberg.