Grøn Januar, Uge 2

Salater, supper, sauna og sund krop

10/1 – 15/1 2027

Pris fra

5.495,00 kr.

Om kurset

Nyt år, nye forsæt, nye udfordringer, nye forkælelser og nye bekendtskaber.

Måske du i dit nye år har tænkt at sætte lidt mere ind på ”det grønne” i din hverdag, og gerne vil lade dig inspireret i hyggeligt samvær med andre – og samtidig blive forkælet lidt undervejs – så er her kurset for dig.

Vi går hver formiddag i køkkenet og hakker, snitter, koger, bager, snakker og bikser en masse skønne grønne retter sammen. Vi skal blandt andet lave Armensk og Marokkansk suppe, smukke farverige salater der mætter, granola med linser, brød med smag og sundt sødt. Vi skal stifte bekendtskab med danske Ingrid ærter og anicia linser, bruge perlespelt, qinoa, bønner og masser af frisk grønt. Søde det søde med dadler, bananer og bage med surdej og gamle danske kornarter.

Og så skal vi selvfølgelig smage det hele. Så hver frokost kommer til at bestå af den skønneste buffet af formiddagens smukke og lækre kreationer.

Eftermiddagene vil bestå af en blanding af skønne ture i den smukke natur omkring os. Vi skal blæses igennem ved Vesterhavet, se ”De Sorte Huse”, Lodbjerg Fyr, Vestervig Kirke – Nordens største Landsbykirke og drikke kaffe hos Trolden Ask.

Vi skal også forkæle vores kroppe med saunagus, prøve Qigong, Pilates og SMART træning – og nyde skønne afspændinger og en tur i Kurbad Thy.

Program for kurset kommer

Anja Christensen

Kursusvært

Anja er overordnet Kursusleder på Kulturhøjskolen og underviser i bevægelse med blandt andet Qigong, og Pilates. Anja er også kursusleder på flere af højskolens vandre- og kreakurser.
Anja er uddannet NADA og hvileterapeut samt saunagus mester, hvilket I kommer til at blive forkælet med på Anjas kurser på højskolen.
Anja har været i alle afkroge af bevægelseskunsten gennem sit liv og blandt andet været paraglider. I dag er hun landet i det mere jordnære og dyrker det, der styrker indre ro og balance og giver energi og styrke til både krop og sjæl. Det kommer I til at nyde godt af på højskolen. Herudover er Anja kreativ og fyldt med ideer til kreativ udfoldelse som hun deler ud af til ”kreakurserne” på højskolen.
Anja er en garvet højskolelærer som elsker højskolelivet og fællesskabet. Hun inspirerer og favner alle og med Anja ved roret er alle i meget trygge hænder på højskolen.

Mere om Kulturhøjskolen i Thy

Her kan du læse mere om det praktiske og om Kulturhøjskolen.

Her har vi samlet alt det praktiske, du har brug for at vide, inden kurset begynder – fra ankomst og tilmelding til betaling og forplejning.

Kulturhøjskolen samler mennesker om natur, kultur, kreativitet og fællesskab i hjertet af Thy.