Læs mere

Jan Handberg, fra Hakwkraft Kulturhotel

LigeHer.nu – partnerskaber er udvikling

104103388.jpg

Jan Handberg og Hawkraft Kulturhotel har succes med partnerskaber.

Foto&tekst: Lars Bo Nielsen

Dorte og Jan vil fremme kulturen: Har fået flere lokale aktører med

Siden Dorte Gad og Jan Handberg 1. juli sidste år åbnede Hawkraft Kulturhotel i Vestervig, har kulturhotellet indgået en række partnerskaber for at trække gæster til.

Både lokale, gæster fra hele landet og fra udlandet.

– At indgå partnerskaber har været den helt rigtige vej at gå, både for os selv, men også for vores samarbejdspartnere. I min verden, er det gennem samarbejde, vi kan skabe udvikling i vores område, for ved at spille sammen, kan vi spille hinanden stærkere, til glæde for vores gæster, vores lokalsamfund og i sidste ende også for hver vores forretning, siger Jan Handberg.

104103392.jpg

Dorte Gad og Jan Handberg har skabt et overnatningssted, gæsterne sætter stor pris på.

Selv griber han enhver oplagt mulighed for at indgå partnerskaber, og dem har han indgået en stribe af siden sidste sommer – og flere er på vej.

– Hvis vi skal være interessante for vores gæster, så skal vi kunne tilbyde dem en pakke af oplevelser, når de besøger os. Vi skal så at sige tage dem i hånden og guide dem til de oplevelser, de efterspørger. På den måde skaber vi glade gæster, der kommer hjem med gode oplevelser fra vores område, siger han.

Hawkraft Kulturhotel er indrettet i kulturhistoriske rammer i det gamle sygehus i Vestervig, og netop kultur og den stedbundne natur med fjorden, havet og vildmarken i nationalparken, er bærende elementer for kulturhotellets tilbud til gæster og smitter naturligt af på de partnerskaber, der er indgået.

Vandsport og vandring

Vandsport og vandring hører til de partnerskaber.

Ud over at etablere eget destinationsselskab, Hawkraft Surf House, som i samarbejde med Surf Pro Cold Hawaii vil tilbyde faciliteter til undervisning, butik og ophold i og omkring Krik Surf Spot i Cold Hawaii Inland, samarbejder kulturhotellet med en række andre lokale vandsports-aktører.

104103399.jpg

Den stedbundne natur er med til at trække gæster til.

På vandring samarbejder kulturhotellet med Vesterhavscaminoen om at tilbyde overnatning, morgenmad og madpakke til de forventeligt 1.200 vandrere, som vil gå ruten fra Agger til Vigsø i 2024. Gennem vandreophold.dk er kulturhotellet desuden overnatningssted i Thy og tilbyder gratis vandreture med kort og guiding på mobilen på stier i Landsbyklyngen Vestervig-Krik-Agger.

– Til vandrere kan vi også snart tilbyde flerdages ture i vildmarken i samarbejde med aktører i Nationalparken. Det bliver både med madlavning over bål og lejrbålsstemning med guitarmusik, siger Jan Handberg.

Fyldt gæstebog

Med overtagelsen af det gamle sygehus og indretning til overnatningssted, har det i øvrigt været vigtigt for Dorte og ham at skabe et sted, hvor gæsterne føler sig hjemme.

– Selv om vi kun har haft gæster siden juli sidste år, så har vi allerede en fyldt gæstebog med lovord om vores sted og tak for opholdet. Det gennemgående, gæsterne har skrevet er, at de har følt sig velkommen, følt sig i trygge hænder og har hygget sig sammen med de andre gæster og os. De tilbagemeldinger fra gæsterne understøtter den drøm, vi havde om det her sted og bærer næsten lønnen i sig selv. For os har det været en fantastisk rejse og vi er dybt taknemmelige og glade for at have taget den med alle dem, der indtil videre har besøgt os, siger Jan Handberg.

Vil man vide mere om Hawkraft Kulturhotel, kulturhotellets tilbud og samarbejdspartnere, kan man kigge forbi hjemmesiden hawkraft.dk